Et fast driftssted er fast inventar, hvis man arbejder med skat, særligt international skat. På engelsk hedder begrebet “permanent establishment”, forkortet PE. Og et fast driftssted er lidt en sjov størrelse, for det er en hel masse uden faktisk at være noget. Det er ikke et selskab; det er ikke en filial; det er ikke en enhed. Det er et skattemæssigt begreb, som medfører en begrænset skattepligt til det land, hvori det faste driftssted er.
Skal man forklare det helt kort, kan man sige, at et fast driftssted skaber begrænset skattepligt. Har et udenlandsk foretagende et fast driftssted i Danmark, så bliver det udenlandske foretagende begrænset skattepligtig af den indkomst, der kan henføres til det danske faste drifssted, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.
At et udenlandske foretagende alene er begrænset – og ikke fuld – skattepligtig til Danmark betyder, at det ikke er hele foretagendes indkomst, der som udgangspunkt beskattes i Danmark. Det er kun den (begrænsede) indkomst, der udføres gennem det faste driftssted.
Hvornår har man et fast driftssted i Danmark?
Kort sagt eksisterer der et fast driftssted i Danmark, hvis følgende tre betingelser er opfyldt:
- Der skal være et forretningssted i Danmark, f.eks. et kontor, en byggeplads eller lign.
- Forretningsstedet skal være fast, hvilket i mange tilfælde handler om, at det skal være til stede i mindst 6 måneder
- Det udenlandske foretagende skal udøve sin virksomhed gennem det faste forretningssted.
Dette kaldes ”det primære kriterium”, altså om der er et fast driftssted i Danmark som følge af et fast forretningssted. Der kan dog også opstå et fast driftssted efter ”det sekundære kriterium”, også kaldet agentreglen.
Et udenlandsk foretagende har et fast driftssted i Danmark efter agentreglen, hvis det udenlandske foretagende:
- Har en afhængig agent i Danmark, som
- Jævnligt indgår (eller bidrager væsentligt til indgåelsen af) aftaler, der
- Ikke ændres væsentligt af det udenlandske foretagende.
For både det faste forretningssted og agentreglen gælder, at der ikke er et fast drifssted i Danmark, hvis den danske aktivitet alene er ”hjælpende og forberedende”. Eksempelvis vil et varelager eller en bogholderifunktion ofte kunne anses for blot at være hjælpende og forberende, hvorfor der således ikke er et fast driftssted, selvom de ovenfor nævnte betingelser måtte være opfyldt. Der kan således aldrig være et fast driftssted, hvis der alene udøves hjælpende og forberendende aktivitet i Danmark.
Reglerne om faste driftssteder
Som nævnt ovenfor er fast driftssted et (internationalt) skatteretligt begreb. Derfor må man ved fastlæggelsen af, om der er et fast drfitssted, inddrage internationale skatteretlige retskilder, herunder dobbeltbeskatningsoverenskomster, OECD’s modeloverenskomst og selvfølgelig den danske selskabsskattelov.
Processen er den, at man først må finde ud af, om der efter nationale danske regler er et fast drifssted. Disse regler bygger i høj grad på OECD’s modeloverenskomst, hvorfor denne samt de dertilhørende kommentarer bør inddrages ved vurderingen. Dernæst må man finde ud af, om Danmark også har beskatningsretten – altså ret til at beskatte det udenlandske foretagende gennem et fast drifssted (begrænset skattepligt) – efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Danmark og det udenlandske foretagendets domicilland.
Skriv et svar